Posted on

Der bliver selvfølgelig julet hver dag i børnehaven i denne tid. Børnene starter med morgensamling, hvor de synger julesange og åbner julekalender, og så bliver der klippet, tegnet og klistret julepynt til både juletræ, stuer og fællesrum. Det er bare så hyggeligt.

Og så er der julenisserne Juliane og Julius. De bor på Frøstuen, men de viser sig kun i december måned. Her kommer de så på skift med hjem til børnene, og næste dag skal de have et brev med, hvor de fortæller de andre børn, hvad de har lavet, mens de har været på juleudstationering. Derudover skal de også have en lille ting med til de andre børn. Hm… det er jo noget af et ansvar…

Fredag eftermiddag, da jeg hentede Helena i børnehaven, sad Julius på spring for at komme med os hjem i weekenden. Det var jo lidt et problem, for vi havde ikke det ekstra børnesæde med i bilen. Men han blev spændt godt fast i selen på bagsædet alligevel.

Helena advarede godt nok om, at han var en drillenisse, så vi var noget spændt på, om han nu kunne opføre sig pænt. I aften skulle vi så gøre status over, hvordan weekenden var gået, og Helena, Julius og jeg fik skrevet brevet til børnehaven. Jeg foreslog, at Julius skulle have en sang med til Frøerne, og det var helt perfekt, sagde Helena, for Julius havde øvet sig i at synge “Mester Jakob” hele dagen henne hos far. (Godt, så).

Brevet lyder som følger:

“7.12.08

Julius har været med Helena hjemme i weekenden.

Fredag aften så Julius “Disney Sjov” og “Nissernes Ø”. Om natten havde han været på rov i Helenas strømpeskuffe, og da vi vågnede lørdag morgen, var alt ikke, som det plejer at være! Der hang nemlig strømper på ALLE planterne! Og der lå strømper i mors seng… Julius havde også tegnet ansigter på ALLE Helenas balloner!

Vi spiste risengrød med smør og kanel til morgenmad. Så kom Caroline og legede. Og senere hjalp Julius med at pynte juletræ hos Helenas far.

I dag har Julius øvet sig i at synge. Han vil nemlig gerne synge sammen med alle Frøerne. Han vil gerne synge “Mester Jakob”, og så har han skrevet en julesang til Frøerne. Den kommer her:

(Melodi: “Nu’ det jul igen”)
♪♫ Juletræ og pynt
og lys, der lyser skønt
gør Fristedet til vores hule (gentag)
♪♫ Vi er Frøerne
Vi er Frøerne
Og vi’ de bedste til at jule (gentag)

Nu håber vi bare, at Julius sover hele natten og ikke laver flere drillenissestreger! Tak for denne gang, Julius!”

Helena og Julius illustrerede brev og sang med en tegning af en skibsbåd, der ikke findes. Med pirater i.

Helena og Julius sover. For nu…

2 Replies to “Julenissen Julius”

  1. Tak tak 🙂 Den er “Ugens Uundgåelige” i børnehaven, så de har sunget den til fællessang om morgenen. Så laver de den til tre vers, så både Krabberne og Kålormene også får et vers hver.

    Mht. noder: De er godt gemt!

    Åbn Start –> Alle Programmer –> Tilbehør –> Systemværktøjer –> Tegnoversigt.

    Scroll ned – de kommer næsten nederst.

    Klik på noderne, vælg Marker og Kopier, og sæt så ind i det dokument, du har gang i. Wewy clever, yes?

Skriv et svar