Heldigvis nåede Helena at opleve Oldefar, og omvendt. Det er nu snart 1½ år siden, han kom i himlen, men det er heldigvis ikke nogen hindring for, at vi stadig kan snakke med ham. Før han døde, snakkede vi nogle gange for sjov om, at hvis han nu fik mulighed for det, skulle han altid være velkommen til at kigge forbi. Og det gør han måske også.
For et par uger siden, mens Helena var hos Oluf, begyndte hun en aften af snakke om, at hun savnede og elskede Oldefar. Hun hørte ham sige oppe fra himlen, at han elsker hende, og et øjeblik efter kom hun styrtende ind fra forgangen og sagde, at hun havde set et kryds på himlen, som helt sikkert var Oldefar, der kom på besøg.
I aften, mens vi sad ved køkkenbordet og snakkede efter aftensmaden, sagde hun pludselig “det er en skam, Oldefar kom i himlen, så vi ikke kan besøge ham. Han havde sådan en sjov lampe, der stod ved siden af sofaen. Men det er jo fint, han kan komme og besøge os. Kan du ikke fortælle om, da han ikke var kommet i himlen endnu?” Så fortalte jeg om Oldemor og Oldefar, der boede i det gamle hus, om kakkelovnen i stuen, og om køerne og grisene i stalden, og hestene ude på marken, og om sukkermadderne søndag morgen. Og med perfekt timing ragede Bufas på et af sine køleskabsmagnet-angreb et billede ned fra køleskabet, med Helena og Oldefar i sofaen i den lille lejlighed på plejehjemmet. Helena samlede billedet op – “Der kan du se, mor – han kommer bare lige forbi nogle gange. Og dér er den sjove lampe.” Så sang hun “Bim Bam Busse, jeg er en haletudse”, og Oldefar måtte videre på sin færd. Det er slet ikke så tosset.