I fredags, da jeg hentede Helena i børnehave, glædede vi os til at holde en helt og aldeles begivenhedsløs slappe-af weekend, bare os to. Vi havde ingen planer, ud over at vi skulle lave græskarlygtemænd sammen med Sander, Sidsel og Stefan. Men så ringede Kenneth og sagde, at nu kom han også, for han var nødt til at køre en syg kollega hjem til Kolding. Så vi fik pakket sofaen med chokolade, te, dyner og puder, og så var der Kuzco og co. i Disney Sjov.
Lørdag morgen sov vi længe (til kl. 8), og da vi havde spist morgenmad, skulle vi ned i byen og handle ind. Lige inden vi drejede ind på Livas parkeringsplads, sukkede Helena meget dybt og inderligt. Det kan jo også være lidt af en mental udfordring at overskue lørdagsindkøbsmylder, så jeg kunne sagtens sætte mig ind i sådan et dybt suk. Men da jeg parkerede bilen, opdagede vi, at det ikke var indkøbsstress, der havde udløst suk, for Helena sad stille og roligt og kastede op i lårtykke stråler. Ud over sig selv, sele, autostol og bilsæde. Så efter i grove træk at have ryddet op på gerningsstedet, vendte vi om og kørte hjem igen. Kenneth købte ind, mens jeg fik vasket Helena, tøj, autostol og bil.
Og så gik den formiddag.
Vejret var fantastisk, og Helena i højt humør, på trods af, at hun havde ofret morgenens havregrød og mormors bærhyldesaft på bagsædet i bilen. Så vi besluttede at tage på skovtur i Stenderup. Så vi pakkede en madkurv, og så tog vi i skoven